Sprogspionen

Sprogspionen

Dingeling i byen og på landet

Sprog i byen og på landetPosted by Marianne Rathje Thu, April 26, 2012 13:59:27

For 3 år siden flyttede jeg med min familie fra Vesterbro i København til den lille by Sorø på Vestsjælland, og mange sproglige og kulturelle forskelle har åbenbaret sig siden.

En helt særlig kommunikativ forskel på land og by kan man opleve på cykel. Den første tid vi boede i Sorø undrede jeg mig ofte over de tilsyneladende meget vredladne, konstant klemtende soranske cyklister, indtil et par drenge som jeg en dag overhalede på cykelstien, vrissede »Tag dog og brug ringeklokken!«. Jeg havde efter deres mening forbrudt mig mod en kommunikativ norm som var forskellig fra det jeg var vant til i København.

I København ringer man aggressivt med ringeklokken for at signalere »Kør dog ind til siden, så jeg kan komme forbi!«. I Sorø lader man derimod ringeklokken lyde for at den forankørende ved at hun ikke længere er alene på cykelstien. I København lyder ringeklokken når man har gjort noget forkert, i Sorø lyder klokken fordi man tager hensyn.

Forleden på min gåtur i skoven råbte en svedig midaldrende motionist på mountainbike »Kommer en cykel bagfra til venstreeee!« og bekræftede dermed, udover at cykler her ikke er et transportmiddel, men et motionsmiddel, at vi nu bor et sted, hvor man hensynsfuldt gør opmærksom på sin tilstedeværelse med et råb eller et dingeling.

  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Marianne Rathje Tue, May 01, 2012 09:52:18

Hæ, hæ. Ja, de kan godt virke lidt overvældende, de midaldrende mænd på mountainbikes! Tror du har ret i at normerne gælder de fleste steder uden for stobyerne.

Posted by Nicoline Mon, April 30, 2012 17:48:29

Jeg tror de samme normer for brug af ringeklokke gælder i Lyngby som i Sorø. Jeg er også engang blevet overhalet af en halvprofessionel cyklist i stramt cykeltøj som kun nåede at råbe "Bagfra!", inden han spurtede forbi mig. Jeg er dog usikker på om han var aggressiv eller hensynsfuld..