Sprogspionen

Sprogspionen

Forstærker-ord

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Mon, June 11, 2012 15:43:33
Jeg har lige holdt ferie i det jyske, bl.a. i svigerforældrene sommerhus, og her hyggede jeg mig i de efterårsagtige aftener med en ny undersøgelse af generationssprog. Jeg ser på hvilke adverbier (biord) unge, midaldrende og ældre bruger til at forstærke deres adjektiver (tillægsord) med. "Nu kan hun da ikke få mere ud af de generationssamtaler hun optog tilbage i 2002-2003", tænker du måske. Men jo, det kan hun faktisk - selvom de unge fra undersøgelsen er blevet midt i 20'erne nu, er der jo stadig tale om 3 generationers sprog.

Og selvom undersøgelsen kun lige er begyndt, tegner der sig allerede et billede af at

1) de ældre bruger "meget" og "virkelig", som i "en meget god oplevelse" og "det var virkelig interessant"
2) de midaldrende bruger "smadder" og "enormt", som i "det var smadder irriterende" og "jeg blev enormt usikker", og
3) de unge bruger "rigtig" og "totalt", som i "det gik rigtig godt" (eller fordoblet "det gik rigtig, rigtig godt) og "hun var totalt træt".

Jeg har ikke lavet optællingerne endnu, men jeg tror det kommer til at passe meget godt med hvad undersøgelsen kommer til at vise.

"Meget" er ret interessant (ja, "ret"!) fordi de unge også bruger "meget" foran deres adjektiver, men når de siger "det var meget godt", er "godt" bestemt ikke blevet forstærket, men nærmest formindsket. Ligesom "udmærket", som jeg skrevet om her forleden. Så når noget altså er "meget" et eller andet hos de ældre, er det et forstærker-ord, mens det er et formindsker-ord hos de unge: "meget godt" = 'acceptablet' eller 'nogenlunde'.

Og så kom min jyske svigermor lige og meddelte at der var jordbær til dessert og "de smager LIDT godt". Er "lidt" mon en jysk forstærker?

  • Comments(1)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post17