Sprogspionen

Sprogspionen

Kidnappe

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Sun, March 12, 2017 13:02:42

For et stykke tid siden så jeg "Olsenbanden i Jylland" i fjernsynet sammen med familien. Udover at filmen er hyggelig var der også en sproglig detalje der fangede min opmærksomhed. Det er en del af handlingen at drengen Børge bliver kidnappet af filmens skurke, og både Børge og flere af de andre karakterer i filmen udtaler "kidnappet" med hårdt d som i "badminton" eller det engelske ord for "barn", "kid". Hør Børge sige "kidnappet" her. Det er jo ikke så mærkeligt at udtale ordet på engelsk når vi netop har lånt ordet derfra. Men det giver os et fingerpeg om at udtrykket på tidspunktet for filmen, nemlig i 1971, stadig blev udtalt på tilnærmet engelsk, i modsætning til i dag hvor udtalen med blødt d er ret udbredt.

Begge udtaler er at finde i Den Danske Ordbog, men jeg tror ikke jeg nogensinde har hørt nogen bruge udtalen med hårdt d. Hvornår mon udtalen skiftede til det bløde d, og ordet gik fra at blive opfattet som engelsk til at være dansk?

Ordet har været i dansk siden 1930'erne hvor det blev udtalt på engelsk, dvs. både med hårdt d og a'et som på engelsk (Nyt fra Sprognævnet 1987/3), og i Nudansk Ordbog fra 1953, 1961 og 1992 er det kun udtalen med hårdt d der er nævnt, mens udtalen med blødt d i 1991 blev regnet for at være brugt af især ældre mennesker (Udtaleordbogen).

I 1976 udtaler Sprognævnets tidligere formand Erik Hansen dog at det er den danske udtale med det bløde d der er den almindelige, og i 1987 skriver Sprognævnet at begge udtaler må regnes for lige gode.

Begge udtaler har altså eksisteret i hvert fald siden 1970'erne, men mon ikke den engelske udtale med det hårde d er uddøende? Hvordan udtaler du det?

  • Comments(2)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post33

Din orm!

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Tue, September 04, 2012 16:20:05

Med min datter har jeg lige genset barndommens film med Cirkeline. De små 10-minutters tegnefilm fra 1968-1972 er ikke bare godt fjernsyn, men en sand sproglig tidslomme.

Når Cirkeline og hendes venner hilser på hinanden siger de ”Dav” og ”Farvel så længe”. De kan sige ”Mor jer godt” og ”Du kan vente dig!”, og de bliver irriterede på hinanden når de ”aber efter” og brokker sig over hinanden ved at sige: ”Der er altid vrøvl når han er med” eller ”Hvad er det for en forestilling!” og sætte trumf på med truslen ”Jeg slukker hvis der er den mindste ballade”.

Når Cirkeline og musevennerne skal forstærke noget, bruger de ord som ”dødgod”, ”smadder travlt”, og deres positive tilkendegivelser kan lyde sådan her: ”en mægtig ide”, ”en munter fyr”, ”en skøn farve” og ”av, hvor er den flot!”, mens de negative kan lyde sådan: ”De er så vigtige!”, altså i betydningen ’storsnudet’.

Andre udtryk for misbilligelse der bruges af Cirkeline & co., er ”din orm”, ”dit lille fjols” og ”din laban”, og om noget som er irriterende, kan de udbryde ”det møg!”

De fleste af de nævnte udtryk findes jo stadig i dansk, men i Cirkelinefilmene siges de altså af børn! Kunne man forestille sig nutidige børnefigurer i tegnefilm udbryde ”Det er ingen sag!” eller ”Vogt dig, kat, eller din time er kommet”?



  • Comments(0)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post30

Ønsker De kaffe?

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Wed, August 29, 2012 18:33:31
Jeg farer verden rundt i øjeblikket i en hæsblæsende konferencemåned. I sidste uge var jeg til konference i Berlin. Her blev jeg flere gange mødt med den høflige tiltaleform "Sie" i stedet for "du" når jeg blev spurgt om jeg ville have kaffe, sidde ned osv. I Danmark sker det meget sjældent at jeg bliver tiltalt med "De" i stedet for "du", men det skete for nylig da en ekspedient spurgte mig "Ønsker De andet?". I Tyskland virker det naturligt med "Sie", i Danmark tænker jeg når jeg en sjælden gang mødes med et "De", at jeg enten er kommet til at se meget gammel ud, eller at ekspedienten har været på et forældet kursus i høflighedsteknik for butiksansatte.

På den nævnte konference i Berlin fortalte en forskerkollega at hun, der er dansker, havde spurgt sin tyske vejleder om hun måtte droppe "Sie" i tiltalen af ham. Det havde han accepteret eftersom han godt kendte den "skandinaviske stil" på området, men normalt var det kun hans yndlingsstudenter der kunne sige "du": De andre måtte sige "Sie" - et meget håndgribeligt udtryk for hvornår man er i kridthuset!

På konferencen var der flere foredrag som handlede om "De"/"du"-fænomenet. I et hollandsk foredrag af Roel Vismans blev det konkluderet at især alder og hvor godt man kender hinanden, er bestemmende for hvorvidt man bruger den høflige form eller ej, og at man bruger den høflige form mest i Tyskland og Frankrig, Holland ligger i midten, og mindst i England og Sverige (Danmark var ikke med).

Der blev også fortalt den meget pudsige historie at man bruger den høflige form over for sorte hollændere, til trods for at de er unge, simpelthen for at være sikker på at man viser respekt - hvilket de hollandske sorte unge er ret irriterede over fordi de synes det er udtryk for kunstig høflighed.


  • Comments(0)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post29

Luffer

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Fri, August 10, 2012 13:39:29
I løbet af sommeren er det nogle gange sket for mig at jeg har omtalt de der dimser der sidder på børns arme så de kan holde sig oven vande, som "luffer", med det resultat at mine samtalepartnere har set ret uforstående ud. Luffer? Efterhånden har jeg fundet ud af at andre kalder dem "badevinger", "svømmevinger" eller bare "vinger". Så hvornår er det lige filmen er knækket for mig?

Jeg kan blive helt i tvivl, men jeg mener bestemt at svømmedimserne hed "luffer" i min barndom i 70'erne, og så har jeg ligesom ikke haft brug for ordet indtil min datter kom i luffe-alderen for et par år siden. Jeg er altså tjekket ind i et sprogligt fællesskab med en alt for gammel sprogbillet.

Ordbøgerne er ikke til nogen hjælp. Her kender man ganske enkelt ikke "luffer" i svømmebetydningen, kun vantebetydningen, men "svømmevinger" er med i ordbogen med et eksempel fra 1911. "Badevinger" er først kommet med i Den Danske Ordbog for nylig (det er ikke med i den trykte udgave fra 2004). Men min barndoms luffer må jeg kigge langt efter. Så langt at jeg kan blive helt i tvivl om om jeg husker rigtigt.

Heldigvis er der et enkelt eksempel på "badeluffer" fra 1963 i Sprognævnets ordsamling. Så her har det altså været nyt og/eller påfaldende.

Hvad hed lufferne i din barndom?



  • Comments(12)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post26

Caffe latte

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Fri, August 03, 2012 15:36:47
Forleden hørte jeg en dame i 50'erne bestille en caffe latte. Det er der jo ikke noget mærkeligt i, men med generationssproglige briller var det måske alligevel interessant, eftersom hun udtalte det med en a-lyd som den man finder i ordet "kat". Både "caffe" og "latte". Selv udtaler jeg (vist nok?) begge dele med en a-lyd som i "kappe".

Og lige præcis dette fænomen har John Tøndering fra Københavns Universitet undersøgt sammen med et hold studerende. De drog ud i den virkelige sprogverden med 5 ord på et stykke papir, som de fik folk til at udtale. Blandt ordene var så "caffe latte". De fleste (89 %) sagde "caffe" som jeg gør, altså med a-lyd som i "kappe", og de fleste (86 %) sagde også "latte" med "kappe"-a.

Kun et fåtal havde altså "katte"-lyd i "caffe latte", men der kunne spores en lille tendens til at de der havde "katte"-a, var i 40'erne eller derover. Vil man altså skære et par år af sin sproglige alder, bør man sige "caffe latte" med "kappe"-a.

Det samme gælder hvis man vil undgå at lyde jysk og fynsk; en del af dem der havde "katte-a" var fra Jylland og Fyn.

Læs mere om den lille undersøgelse i det dejlige sprogblad Mål & Mæle (2012, marts-nummeret).


  • Comments(0)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post24

Forstærker-ord II

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Wed, June 13, 2012 14:24:28
Jeg er på konference i Umeå, og på vej til lufthavnen i toget kom jeg til at sidde ved siden af 2 piger som havde sidste skoledag i 1. g. Så de var altså 16-17 år, dvs. samme alder som de unge piger i mine generationssamtaler havde for 10 år siden.

Pigerne i toget blev på et tidspunkt irriterede på hinanden, og det fløj om ørerne på dem og dermed mig, med forstærker-ord som "skide" og "fucking". Og det er sikkert meget repræsentativt for de forstærker-ord de unge bruger i dag.

Tine skrev til mit sidst indlæg om forstærker-ord at hendes søn var begyndt at bruge forleddet "over-" (fx "oversej") til at forstærke adjektiver med. Min egen 6-årige datter siger "mega-" ("megagodt") foran alt, og blandt midaldrende i dag kan man høre "super-" (superlækker") som forstærkende forled og måske også en øget brug af "møg-" ("møgirriterende") - det er jeg i hvert fald selv pludselig begyndt at bruge. For nogle år siden hørte man meget "herre-", som i "herrelækker", og "kanon-" som i "kanonlækker", men det er der vist ikke mange (unge) der siger længere.

Der findes jo også ordene "for" og "så" man kan bruge til at forstærke med: "det var SÅ klamt" og "du er for lækker". Det sidste er vist også ved at være ganske (ja, "ganske"!) outdated.

Jeg tror det fremgår at der er en rimelig (ja, "rimelig"!) hurtig udskiftning blandt forstærker-ord, sådan at der både er ord som er karakteristiske for hver generation, men at disse skifter hurtigt i generationen og også hurtigt breder sig til andre generationer: De er nemme at aflure og dermed nemme at stjæle. De er også nemme at blive bevidste om. Jeg har selv bevidst taget stilling til at jeg føler mig for gammel til at sige "mega-" selvom jeg hører flere jævnaldrende sige det.

  • Comments(0)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post18

Forstærker-ord

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Mon, June 11, 2012 15:43:33
Jeg har lige holdt ferie i det jyske, bl.a. i svigerforældrene sommerhus, og her hyggede jeg mig i de efterårsagtige aftener med en ny undersøgelse af generationssprog. Jeg ser på hvilke adverbier (biord) unge, midaldrende og ældre bruger til at forstærke deres adjektiver (tillægsord) med. "Nu kan hun da ikke få mere ud af de generationssamtaler hun optog tilbage i 2002-2003", tænker du måske. Men jo, det kan hun faktisk - selvom de unge fra undersøgelsen er blevet midt i 20'erne nu, er der jo stadig tale om 3 generationers sprog.

Og selvom undersøgelsen kun lige er begyndt, tegner der sig allerede et billede af at

1) de ældre bruger "meget" og "virkelig", som i "en meget god oplevelse" og "det var virkelig interessant"
2) de midaldrende bruger "smadder" og "enormt", som i "det var smadder irriterende" og "jeg blev enormt usikker", og
3) de unge bruger "rigtig" og "totalt", som i "det gik rigtig godt" (eller fordoblet "det gik rigtig, rigtig godt) og "hun var totalt træt".

Jeg har ikke lavet optællingerne endnu, men jeg tror det kommer til at passe meget godt med hvad undersøgelsen kommer til at vise.

"Meget" er ret interessant (ja, "ret"!) fordi de unge også bruger "meget" foran deres adjektiver, men når de siger "det var meget godt", er "godt" bestemt ikke blevet forstærket, men nærmest formindsket. Ligesom "udmærket", som jeg skrevet om her forleden. Så når noget altså er "meget" et eller andet hos de ældre, er det et forstærker-ord, mens det er et formindsker-ord hos de unge: "meget godt" = 'acceptablet' eller 'nogenlunde'.

Og så kom min jyske svigermor lige og meddelte at der var jordbær til dessert og "de smager LIDT godt". Er "lidt" mon en jysk forstærker?

  • Comments(1)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post17

Betyder "udmærket" :-D eller :-(?

GenerationssprogPosted by Marianne Rathje Tue, May 29, 2012 11:50:20

”Det er udmærket”, hører man af og til folk sige. Et umiddelbart ganske uskyldigt udtryk, men under overfladen lurer faren. For hvad betyder egentlig denne vurdering? Er der tale om noget ganske fremragende, noget middelmådigt eller noget der bare er nogenlunde acceptabelt? Når en af Sprognævnets tidligere medarbejdere på 88 år omtaler en præstation med vendingen ”Det var udmærket!”, er man ikke i tvivl om at dette er den største ros man kan få: Han synes at præstationen var formidabel. Og han har ordbøgerne i ryggen. Samtlige betydningsordbøger, ny som gammel, karakteriserer udmærket med positive tillægsord som ypperlig, fortrinlig, storartet, glimrende, fortræffelig. Hvis man siger ”Det er udmærket”, kan man altså ifølge ordbøgerne ikke få armene ned, som det hedder på nudansk.

Men hvad så når en yngre person med nedadvendte mundvige og uden særlig begejstring om en film siger at ”Den var udmærket”? Og måske endda tilføjer at det ikke er en film han vil anbefale? Er det da en storartet, ypperlig, glimrende film? Naturligvis ikke. Udmærket bruges nemlig blandt yngre sprogbrugere i betydningen ’okay, nogenlunde, acceptabel’ og måske sågar ’halvdårlig’ – også selvom ordbøgerne siger noget andet. Ordet udmærket er altså gået hen og blevet et af de risikable ord der kan betyde to næsten modsatte ting alt efter hvilken generation taleren tilhører. For yngre generationer vil udmærket, hvis det overhovedet bruges, netop betyde ’nogenlunde’ eller ligefrem ’halvdårlig’, mens det for den ældre generation betyder ’fremragende’.

Og hvad med den midaldrende generation? En af mine (midaldrende) veninder var for nylig vejleder for en gruppe unge studerende, og en dag havde hun skrevet til dem at deres udkast var "udmærket". De studerende blev kede af det og ville høre hende hvorfor hun mente deres udkast var dårligt?

Samme historie et andet sted: En universitetsprofessor der netop tilhørte den midaldrende generation, bedømte dengang jeg ikke var midaldrende endnu nogle udkast jeg havde sendt ham, med bemærkningen ”Det er udmærket”, og jeg var derfor nødt til at spørge ham ”Mener du i den nye eller gamle betydning?”. Det var heldigvis i den gamle.

I en juleferie havde jeg fornøjelsen af at gense Disneys juleshow med min datter. Her kan man høre Ove Sprogøe i skikkelse af Jesper Fårekylling vurdere Pinoccios dansepræstation med netop ordene ”Det var udEmærket”. Betydning er uden tvivl den traditionelle, nemlig ’fremragende’, men udtalen af udmærket er ganske moderne. Især ældre mennesker udtaler udmærket med to hovedtryk, altså ’UD-MÆRket’, mens især den yngre generation klemmer et lille e ind, dvs. ’UD-e-MÆRket’. Udtalen med det ekstra e kan forklares med at vi normalt ikke har to hovedtryk i et ord, og for ikke at få sammenstødet mellem to hovedtryk, putter yngre mennesker, og altså også salig Ove Sprogøe, gerne et tryksvagt e ind i udmærket. Strategien er forståelig, men giver også anledning til stavefejlen udemærket. Udmærket varierer altså ikke bare i betydning, men også i udtale og stavning. Så der er udmærkede grunde til at være særlig opmærksom når man bruger dette udmærkede ord.

  • Comments(9)//sprogspionen.mariannerathje.dk/#post15
Next »